Dennis Korte
Fibre Technician
”Kunden får en hurtig fiberbredbånds- forbindelse.”
Regnskabsberetning
SEAS-NVE opnåede et tilfredsstillende årsresultat efter skat og minoritetsinteresser på 111 mio. DKK i 2010. Koncernens resultat før skat og resultatandele i associerede virksomheder og øvrige kapitalandele blev på -398 mio. DKK. Korrigeres der for fibernedskrivningen på 500 mio. DKK, jf. nedenstående, bliver resultatet 102 mio. DKK, hvilket anses som værende tilfredsstillende set i lyset af de store udsving, der har været på elindkøb, og den stadig eksisterende finanskrise samt efterfølgende recession.
Associerede virksomheder bidrog positivt med 30 mio. DKK, og andre kapitalandele og værdi-papirer bidrog med 384 mio. DKK, hvoraf de 332 mio. DKK er en værdiregulering af aktierne i DONG Energy A/S pr. 31. december 2010.
Samlet set blev koncernens resultat efter skat og minoritetsinteresser 111 mio. DKK. Det tilsvarende resultat i 2009 var 357 mio. DKK.
Årsresultaterne har i 2010 været præget af stor aktivitet på en række områder og har været påvirket af flere forhold, hvoraf de væsentligste var:
• Fibernettet er nedskrevet med 500 mio. DKK. Udviklingen i kundetilgangen har, som tidligere nævnt, været tilfredsstillende i 2010, men grundet lavere indtjening som følge af flere salgskampagner og perioder med ingen tilslutningsafgift, er der grundlag for at nedskrive fiberaktiverne. De 500 mio. DKK er fordelt med 433 mio. DKK på accesnettet i SEAS-NVE Holding A/S og 67 mio. DKK på middle- og backbone i SEAS-NVE Net A/S.
• Indkøbsprisen på el gennemgik store udsving i 2010, hvilket har resulteret i et negativt resultat for elhandelsaktiviteterne på 64 mio. DKK før skat (mod et overskud på 14 mio. DKK i 2009) trods risiko- og indkøbspolitik.
• Som følge af den fortsatte finanskrise steg koncernens overforfaldne debitortilgodehavender i forhold til 2009, hvorfor hensættelsen til tab på debitorer er 23 mio. DKK højere end i 2009.
• SEAS-NVE-koncernen har en ejerandel i DONG Energy A/S på 10,88 pct. Værdien er fastsat ud fra en sammenligning af en række europæiske energiselskaber baseret på et gennemsnit af multipler i forhold til resultatet og korrigeret for illikviditet. Ud fra disse multipler er værdien fastsat til 4,6 mia. DKK. Den tilsvarende værdi ultimo 2009 var 4,3 mia. DKK, hvorfor aktien er opskrevet med 0,3 mia. DKK i 2010. SEAS-NVE Holding A/S har i 2010 modtaget 52 mio. DKK i udbytte fra DONG Energy A/S på baggrund af resultatet i 2009. Beløbet er indtægtsført under resultat af kapitalandele og værdi-papirer.
SEAS-NVE-koncernens samlede balancesum udgør ved udgangen af 2010 15,3 mia. DKK, hvoraf egenkapitalen udgør 8,7 mia. DKK, svarende til en soliditetsgrad på 56,7 pct.
Koncernens anlægsaktiver udgør 13,6 mia. DKK, hvoraf materielle anlægsaktiver udgør 8,6 mia. DKK, mens finansielle anlægsaktiver udgør 4,9mia. DKK. Årets tilgang af materielle anlægsaktiver har været 1,1 mia. DKK.
Forventninger til det kommende år
For koncernen forventes et overskud på 107 mio. DKK før skat og resultatandele i associerede virksomheder og øvrige kapitalandele.